Når vindmøller og solceller skyder i vejret, kan det give lokal modstand. Ifølge en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet er grunden tit, at naboerne ikke bliver hørt – men dialog om projekterne kan være en måde at løse problemet på.

Af Rasmus Gissel

Da Arne Lynggaard Jørgensen i 2022 blev nabo til tre vindmøller, fik projektet et andet forløb, end han havde ønsket. Foto: Rasmus Gissel

”Det er helt fint, at de stiller sådan en op. Men så skal de også behandle os som naboer. Og det føler jeg ikke, de gør,” siger Arne Lynggaard Jørgensen fra Tolstrup ved Viborg.

I 2022 blev der opført tre vindmøller tæt på hans og hustruen Ingers ejendom. De fik et engangsbeløb i værditabserstatning. Alligevel er han ikke tilfreds med projektets forløb, for han havde fået stillet en anden løsning i udsigt.

”Jeg havde hellere set, at vi ikke havde fået de penge og i stedet havde fået en andel i vindmøllen,” siger han. ”Det var vi blevet lovet af projektudvikleren. Men projektet blev overtaget af en anden virksomhed, og så blev det sådan, at vi ikke fik lov at købe noget som helst. Og det mente jeg jo ikke var det, vi havde aftalt.”

Borgerne bliver ikke altid hørt

Arne Lynggaard Jørgensens historie om at føle sig tromlet er ikke enestående. Nye vindmøller og solceller bliver ind imellem mødt af lokal modstand, og ifølge lektor Julia Kirch Kirkegaard fra Danmarks Tekniske Universitet er grunden meget ofte, at naboerne ikke bliver inddraget.

”Det er først og fremmest det, at folk ikke bliver hørt, der er problemet,” siger hun. ”Det handler aldrig kun om det økonomiske. Det handler om at blive lyttet til. Man glemmer tit at spørge naboerne, hvad de går op i, hvad der har værdi for dem, og om de faktisk kan få en eller anden form for medejerskab – om det så er økonomisk eller mere at være med til at forme, hvordan projektet skal se ud.”

Mørketal for modstand

Det er svært at fastslå, hvor udbredt modstanden mod møller og solceller er. Energiselskabet Andel vurderer, at 14 ud af 17 vindmølleprojekter er blevet aflyst på grund af lokal modstand. Omvendt oplyser Energistyrelsen, at dens statistik for aflyste mølleprojekter ikke kan sige noget om årsagerne.

At der findes lokal modstand, står dog klart, og ifølge Julia Kirch Kirkegaard skal den tages alvorligt.

”Jeg mener, at det meste af den modstand, der opstår, er legitim,” siger hun. ”Vi bliver nødt til at tage folks bekymringer seriøst og prøve at forstå, hvad der er på spil for dem, og ikke bare komme og fortælle dem, at det bare skal ske sådan her. Vi bliver nødt til at forstå, hvad der har værdi for dem, og hvordan noget kunne skabe værdi. Det skal vi lære at lytte til.”

I 2022 vedtog et bredt politisk flertal, at man vil skabe vilkår, der gør det muligt at firedoble elproduktionen fra sol og vind på land frem mod 2030.

Det varierer, hvor meget strøm der i dag kommer fra sol og vind. 17/11 2023 kunne vind og sol dække 26 % af Danmarks elforbrug. To dage senere var tallet 83 %.

Møllerne i Tolstrup forventes at kunne dække cirka 9.000 husstandes årlige elforbrug.

Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Green Power Denmark og Viborg Stifts Folkeblad

Dialog: en mulig vej frem

Et bredt politisk flertal har besluttet, at Danmark inden 2030 skal kunne producere fire gange så meget strøm af sol og vind på land. Det kræver plads, og en del danskere kan derfor regne med at blive naboer til vindmøller og solceller. Julia Kirch Kirkegaard forsker blandt andet i den modstand, der kan opstå, og hvordan man kan komme den i møde. En løsning kan være, at kommuner, udviklere og naboer mødes fra starten af et projekt for at diskutere, hvordan det skal gennemføres.

”Der er meget snak i forskningen, om man kan skabe nogle workshops tidligt i projekterne, hvor man får mange forskellige aktører ind og snakker om, hvad det er for en vision, man har for området,” siger hun. ”Hvad kunne en vindmøllepark gøre for vores samfund? Hvordan kunne den give værdi? Hvordan kan vi sikre os, at vi allesammen kan se os i det? Det er det, der skal skabes rammer for.”

Et håb om bedre behandling

I Viborg er Arne Lynggaard Jørgensen holdt op med at kæmpe imod. Han bemærker nærmest ikke møllerne i hverdagen, men han har et håb om, at kommende projekter får et andet forløb.

”Nu står møllerne der, og så må vi jo prøve at leve med dem,” siger han. ”Vi er glade for at bo her og kunne ikke se os selv forlade stedet. Men jeg synes stadig, det er forkert, at udvikleren sætter dem op for egen vindings skyld til ulempe for naboerne. Det, jeg gerne vil, er, at kommende vindmøllenaboer bliver kompenseret bedre.”

Flere danske virksomheder undlader at fortælle om deres grønne indsats – ofte af frygt for at blive anklaget for vildledende markedsføring. Fænomenet kaldes greenhushing, og ifølge en forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan det forsinke den grønne omstilling.

Af Rasmus Gissel

“Det er problematisk, hvis man bliver så bange for at sige noget, at man slet ikke siger noget som helst,” siger Line Schmeltz Dam fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Foto: Rasmus Gissel

Selv om mange danske virksomheder hver dag gør en indsats for at beskytte klimaet og handle mere bæredygtigt, er der flere, som vælger at tie om det – af flere forskellige årsager. Det kaldes greenhushing og er det modsatte af greenwashing, som betyder, at virksomheder kommer med grønne påstande, der er vildledende eller direkte forkerte.

En kæp i hjulet på den grønne omstilling

Ifølge Line Schmeltz Dam, som er underviser og forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), kan greenhushing forsinke den grønne omstilling. Hun forsker blandt andet i virksomheds- og bæredygtighedskommunikation og mener, at virksomhedernes tavshed om de højaktuelle emner kan være et problem.

”Når vi taler om, hvad vi gør i forhold til klima og miljø, er det med til at skubbe udviklingen fremad,” vurderer hun. ”Hvis vi ikke siger højt, hvad vi laver, kan vi ikke inspirere hinanden og skubbe til hinanden. Selvfølgelig er det godt, at man ikke kommer med påstande, som ikke holder, men det er også problematisk, hvis man bliver så bange for at sige noget, at man slet ikke siger noget som helst.”

Et problem kan for eksempel være, at den specialistviden, mange virksomheder har, og som kunne gøre en forskel i forhold til at finde grønne løsninger på en række områder, ikke bliver tilgængelig for andre.

’Ikke noget, vi taler om’

Når virksomheder ikke fortæller om deres grønne indsats, kan det ifølge Line Schmeltz Dam have flere årsager. Det kræver først og fremmest mange ressourcer at forstå og fortælle om bæredygtighed, og de ressourcer er der mange virksomheder, der ikke har. Mange er desuden bekymrede for at blive anklaget for greenwashing, hvis de prøver at kommunikere om deres grønne indsats. En tredje forklaring på tavsheden har dybere historiske rødder.

”Vi har i Danmark haft en lang tradition for, at virksomheder ikke fortæller om deres arbejde med social ansvarlighed, herunder klima,” siger Line Schmeltz Dam. ”Der er mange, der i årevis har kørt med en strategi om, at ’det bare er noget, vi gør – ikke noget, vi taler om.’ For mange traditionelle virksomheder kræver det en kulturændring at begynde at tale offentligt om, hvordan de driver virksomhed.”

At undgå mediemøllen

Ifølge Line Schmeltz Dam har medierne et medansvar for greenhushing. Historier, hvor virksomheder anklages for at smykke sig med grønne fjer, kan for eksempel medvirke til shitstorms på sociale medier, som skræmmer andre virksomheder fra at kommunikere om bæredygtighed.

”Hvis man jagter de hurtige overskrifter, der giver nogle klik, kan man godt som medie være med til at underbygge en historie om greenwashing, som måske ikke helt holder, når det kommer til stykket,” siger hun.

Relativt udbredt problem

Ifølge underdirektør Marie Gad fra Dansk Industri er det svært at fastslå, hvor udbredt greenhushing er blandt danske virksomheder, da det er svært at indsamle pålidelige data om noget, virksomheder undlader at gøre. En undersøgelse blandt organisationens medlemmer for et par år siden viste dog, at greenhushing var ”relativt udbredt”.