For Kim Hedestrand hænger kampen mod klimakrisen sammen med kampen mod det etablerede system. Det er en kamp, der har haft personlige konsekvenser – og han anerkender, at den kan betyde en afsked med demokratiet.

Af Rasmus Gissel

Da Kim Hedestrand demonstrerede for klimaet på dette torv, blev han slæbt væk af en vagt. For ham er kampen mod klimakrisen også en kamp mod systemet. Foto: Rasmus Gissel

Han ser ud over cafeen uden at fæstne sig ved noget. Da Kim Hedestrand igen drejer det glatragede hoved, er de mørke øjne blanke.

“Jeg oplevede for nogle måneder siden, at der var nogen, der havde malet hagekors på min og min kærestes postkasse,” siger han. ”Et par dage senere overmalede de vores hoveddør. Og det gjorde ondt, for hun har ikke noget som helst med det at gøre.”

Udsat for lidt af hvert

49-årige Kim Hedestrand er aktivist i klimabevægelsen Extinction Rebellion og har været udsat for lidt af hvert. Da han til et julearrangement i Viborg tavst stod med et papskilt med teksten ”Jeg ønsker mig en beboelig planet,” blev han hårdhændet slæbt væk af en sikkerhedsvagt. Når han skriver slagord på fortovene, bliver han udsat for spytklatter, tilråb og slag. Det er dog hærværket ved hjemmet, der har sat de dybeste spor.

Det sortternede partisantørklæde og den mørke hættetrøje emmer af tobak, mens han nipper til sin kaffe. Han holder ofte pause, inden han svarer; for eksempel da han bliver spurgt, om han ville kalde sig klimaaktivist.

”Jeg prøver,” siger han til sidst.

”De sparkede døren af hængslerne”

Bekymringen for klimaet har løbet som en understrøm siden Kim Hedestrands ungdom. Den tog til, da der i 00’erne kom stadig flere historier om smeltende gletsjere. Vendepunktet kom, da den svenske skoleelev Greta Thunberg i 2018 begyndte at arrangere skolestrejker for klimaet.

”Jeg oplevede et kæmpeskifte, da der lige pludselig var nogle unger, der satte sig ned og sagde ’stop så’,” siger han. Der kommer liv i hans øjne og et smil i mundvigene. ”De sparkede døren af hængslerne, altså – der er et før og et efter.”

Modstand mod systemet

Ifølge Kim Hedestrand skyldes klimakrisen den måde, det kapitalistiske system udnytter planetens ressourcer på – og det demokratiske systems manglende evne og vilje til at stoppe det. Hans sympati for Greta Thunberg og Extinction Rebellion skyldes blandt andet, at også de mangler tillid til det, han under ét kalder ’systemet’, og protesterer med civil ulydighed. Det er en metode, Kim Hedestrand selv bruger. Og han medgiver, at hvis kampen skal vindes, kan det betyde enden på demokratiet.

”De havde mig ved ’oprør’,” siger han. ”Jeg bryder mig ikke om magt, og det er ikke kønt at se, hvordan vi har indrettet det her kapitalistiske imperium. Vi snakker i Extinction Rebellion om, at der er to ting, der driver os: kærlighed og vrede. Jeg er nok mest vrede. Jeg savner, at Extinction Rebellion var mere klare om, at Folketinget skal overdrage magten til borgerstyre. Jeg kan ikke se, at vi kan slippe ud af det her uden at gå i nødretstilstand.”

Ser gerne demokratiet genindført

Hvis klimakrisen bliver afværget, ser Kim Hedestrand gerne demokratiet genindført. Og han anerkender, at magt er nødvendig, også for et borgerstyre. Men han mener, at kampen mod det nuværende system er en forudsætning for at vinde klimakampen – og begge dele er vanskelige. Så hvordan holder han motivationen oppe?

”Det er svært, for der ER ikke nogen motivation,” slutter han. ”Det ser kulsort ud. Men for mig er det et spørgsmål om at gøre det rette. Jeg er nok lidt mærkelig på den måde, men jeg kan ikke kigge væk”.