At overtage den fædrene gård hører måske nok fortiden til. Alligevel er Emil Hubbard i dag medejer af sin kærestes slægtsgård. Her trives han med at udvikle og bevare en fast base langt fra sit gamle nomadeliv.

Af Rasmus Gissel

”I kan vælte den her væg, og den dér, men så er det også slut!” Niels Husted bruger en brødkniv som pegepind, og Emil Hubbard træder et skridt baglæns for at undgå at blive ramt.

Niels er 95, men stadig let til bens i sine træsko uden hælkappe. Han ser ikke skimmelsvampen på det blå tapet og rottehullerne i panelerne, men han har et klart blik for historien og klare meninger om, hvordan slægtsgården bør se ud. Alt det er han ved at videregive til 32-årige Emil, som har overtaget stedet med sin kæreste Mitte Husted. Året er 2020, og Emil er ved at flytte ind i Husted-slægtens historie.

Gård med potentiale

Emil er født og opvokset i København. Da han blev kærester med Mitte i 2015, gik der ikke lang tid, før hun fortalte, at hun gerne ville overtage slægtsgården på Vestsalling. Den ældste af de nuværende bygninger er fra 1892, men Husted-slægten har boet og arbejdet på ejendommen siden 1645.

Efter nogle år i København overtog parret gården efter Niels, Mittes bedstefar. De flyttede ind og blev gift kort efter, og Emil gik i gang med at renovere gården.

”Jeg elsker det arbejde,” siger Emil. ”Jeg er blevet overrasket over, hvor meget det betyder for mig ikke bare at rive alt ned, men at bibeholde og udvikle det, der allerede er her. Det er virkelig noget, der driver mig.”

Dalende antal slægtsgårde

At overtage slægtsgården hører ellers i stigende grad fortiden til. Der er ingen opgørelser over, hvor mange slægtsgårde der findes i Danmark, men Gunhild Olesen Møller fra Dansk Slægtsgårdsforening oplyser, at foreningens medlemstal daler.

”Vi er en meget lille forening efterhånden,” siger hun. ”I dag bliver slægtsgårdene solgt ud af familien – ejernes børn har ikke lyst til at overtage.”

Hendes vurdering bakkes op af tal fra Danmarks Statistik. Fra 1992 til 2022 faldt antallet af årlige familieoverdragelser af landbrug fra 1.463 til 635. I samme periode faldt det samlede antal landbrugsbedrifter fra 74.460 til 30.678, mens antallet af bedrifter på 200 hektar eller derover steg fra 472 til 3.668. Og driften på de færre, men større, gårde er i stigende grad effektiviseret: ”Man skal være professionel virksomhedsejer for at drive en gård i dag,” siger Gunhild Olesen Møller.

For Emil og Mitte er formålet da heller ikke at dyrke jorden, men at skabe rammen om et familieliv med fokus på natur, god plads og at kende sine naboer – og for Emils vedkommende at indgå i en større historie.

En del af noget større

”Jeg har altid været åben over for, hvad livet bringer,” siger Emil. ”Men der er da noget med, hvor min identitet er henne i det her. Vi er flyttet ind i min kones families rammer, og hvorfor gøre alt det for noget, som i virkeligheden ikke så meget er mig? Men jeg har ikke brug for at fylde særlig meget. Det er vigtigere for mig at være en del af noget, der er større end mig: at sikre videreførelsen af den her familie og det her sted. I min familie har vi aldrig haft et samlingssted som dette, og i det hele taget har vi haft en meget flygtig måde at være familie på.”

Emil beskriver stadig sig selv som københavner og kan savne storbyens diversitet og kulturtilbud. Han beskriver dog også sit tidligere storbyliv som et nomadeliv, hvor han flyttede ofte og ikke lærte naboerne at kende. Han har rejst meget og boet i udlandet, og han har efter eget udsagn brug for en fast base – en base, han har fundet på slægtsgården på Vestsalling. ”Jeg føler mig mere hjemme her,” siger Emil. ”Når vi er kommet hjem og har pakket ud, er det første, jeg gør, at gå en tur rundt om gården og kigge på bygningerne. Er alt, som det skal være? Jeg mærker de dufte, der er på ejendommen, og lander: Nu er jeg hjemme.”