En rapport sår tvivl om en del af den begrundelse, Vestre Landsret brugte, da Danish Crown 1. marts blev frifundet for brug af sloganet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”. Ifølge landsretten ved danske forbrugere, at svinekød belaster klimaet. Rettens vurdering er blandt andet baseret på en rapport bestilt af Danish Crown.
”Landsretten har valgt at lægge stor vægt på en fokusgruppe på 32 personer, som har placeret gris tættere på oksekød,” siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening, som anlagde sagen sammen med Klimabevægelsen.
Men rapporten Kvalitetsindeks 2023 – fokus på mindre klimabelastende madvalg fra Aarhus Universitet antyder noget andet: 35 % af de adspurgte undervurderer svinekøds klimapåvirkning. For mere end hver tredje dansker er det således ikke sikkert, at dansk gris faktisk er mere klimavenlig, end de tror.
Sagsøgerne har anket sagen til Højesteret, fordi de med Rune-Christoffer Dragsdahls ord vil have Højesteret til at ”lave en dom, som er præcis i forhold til at sætte hegnspælene” – også i forhold til at bruge en mindre undersøgelse som begrundelse.
”Der er et dokumentationskrav til grønne påstande, og det er da interessant at se, om en fokusgruppe på 32 er stærk nok. Hvis man skal kunne dokumentere sine påstande, så skulle der måske være lidt mere bag,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Det vides endnu ikke, hvornår sagen behandles i Højesteret.
At overtage den fædrene gård hører måske nok fortiden til. Alligevel er Emil Hubbard i dag medejer af sin kærestes slægtsgård. Her trives han med at udvikle og bevare en fast base langt fra sit gamle nomadeliv.
Af Rasmus Gissel
”I kan vælte den her væg, og den dér, men så er det også slut!” Niels Husted bruger en brødkniv som pegepind, og Emil Hubbard træder et skridt baglæns for at undgå at blive ramt.
Niels er 95, men stadig let til bens i sine træsko uden hælkappe. Han ser ikke skimmelsvampen på det blå tapet og rottehullerne i panelerne, men han har et klart blik for historien og klare meninger om, hvordan slægtsgården bør se ud. Alt det er han ved at videregive til 32-årige Emil, som har overtaget stedet med sin kæreste Mitte Husted. Året er 2020, og Emil er ved at flytte ind i Husted-slægtens historie.
Emil Hubbard er medejer af sin hustrus slægtsgård. Foto: Rasmus Gissel
Gård med potentiale
Emil er født og opvokset i København. Da han blev kærester med Mitte i 2015, gik der ikke lang tid, før hun fortalte, at hun gerne ville overtage slægtsgården på Vestsalling. Den ældste af de nuværende bygninger er fra 1892, men Husted-slægten har boet og arbejdet på ejendommen siden 1645.
Efter nogle år i København overtog parret gården efter Niels, Mittes bedstefar. De flyttede ind og blev gift kort efter, og Emil gik i gang med at renovere gården.
”Jeg elsker det arbejde,” siger Emil. ”Jeg er blevet overrasket over, hvor meget det betyder for mig ikke bare at rive alt ned, men at bibeholde og udvikle det, der allerede er her. Det er virkelig noget, der driver mig.”
Dalende antal slægtsgårde
At overtage slægtsgården hører ellers i stigende grad fortiden til. Der er ingen opgørelser over, hvor mange slægtsgårde der findes i Danmark, men Gunhild Olesen Møller fra Dansk Slægtsgårdsforening oplyser, at foreningens medlemstal daler.
”Vi er en meget lille forening efterhånden,” siger hun. ”I dag bliver slægtsgårdene solgt ud af familien – ejernes børn har ikke lyst til at overtage.”
Hendes vurdering bakkes op af tal fra Danmarks Statistik. Fra 1992 til 2022 faldt antallet af årlige familieoverdragelser af landbrug fra 1.463 til 635. I samme periode faldt det samlede antal landbrugsbedrifter fra 74.460 til 30.678, mens antallet af bedrifter på 200 hektar eller derover steg fra 472 til 3.668. Og driften på de færre, men større, gårde er i stigende grad effektiviseret: ”Man skal være professionel virksomhedsejer for at drive en gård i dag,” siger Gunhild Olesen Møller.
For Emil og Mitte er formålet da heller ikke at dyrke jorden, men at skabe rammen om et familieliv med fokus på natur, god plads og at kende sine naboer – og for Emils vedkommende at indgå i en større historie.
En del af noget større
”Jeg har altid været åben over for, hvad livet bringer,” siger Emil. ”Men der er da noget med, hvor min identitet er henne i det her. Vi er flyttet ind i min kones families rammer, og hvorfor gøre alt det for noget, som i virkeligheden ikke så meget er mig? Men jeg har ikke brug for at fylde særlig meget. Det er vigtigere for mig at være en del af noget, der er større end mig: at sikre videreførelsen af den her familie og det her sted. I min familie har vi aldrig haft et samlingssted som dette, og i det hele taget har vi haft en meget flygtig måde at være familie på.”
Emil beskriver stadig sig selv som københavner og kan savne storbyens diversitet og kulturtilbud. Han beskriver dog også sit tidligere storbyliv som et nomadeliv, hvor han flyttede ofte og ikke lærte naboerne at kende. Han har rejst meget og boet i udlandet, og han har efter eget udsagn brug for en fast base – en base, han har fundet på slægtsgården på Vestsalling. ”Jeg føler mig mere hjemme her,” siger Emil. ”Når vi er kommet hjem og har pakket ud, er det første, jeg gør, at gå en tur rundt om gården og kigge på bygningerne. Er alt, som det skal være? Jeg mærker de dufte, der er på ejendommen, og lander: Nu er jeg hjemme.”
For Kim Hedestrand hænger kampen mod klimakrisen sammen med kampen mod det etablerede system. Det er en kamp, der har haft personlige konsekvenser – og han anerkender, at den kan betyde en afsked med demokratiet.
Af Rasmus Gissel
Da Kim Hedestrand demonstrerede for klimaet på dette torv, blev han slæbt væk af en vagt. For ham er kampen mod klimakrisen også en kamp mod systemet. Foto: Rasmus Gissel
Han ser ud over cafeen uden at fæstne sig ved noget. Da Kim Hedestrand igen drejer det glatragede hoved, er de mørke øjne blanke.
“Jeg oplevede for nogle måneder siden, at der var nogen, der havde malet hagekors på min og min kærestes postkasse,” siger han. ”Et par dage senere overmalede de vores hoveddør. Og det gjorde ondt, for hun har ikke noget som helst med det at gøre.”
Udsat for lidt af hvert
49-årige Kim Hedestrand er aktivist i klimabevægelsen Extinction Rebellion og har været udsat for lidt af hvert. Da han til et julearrangement i Viborg tavst stod med et papskilt med teksten ”Jeg ønsker mig en beboelig planet,” blev han hårdhændet slæbt væk af en sikkerhedsvagt. Når han skriver slagord på fortovene, bliver han udsat for spytklatter, tilråb og slag. Det er dog hærværket ved hjemmet, der har sat de dybeste spor.
Det sortternede partisantørklæde og den mørke hættetrøje emmer af tobak, mens han nipper til sin kaffe. Han holder ofte pause, inden han svarer; for eksempel da han bliver spurgt, om han ville kalde sig klimaaktivist.
”Jeg prøver,” siger han til sidst.
”De sparkede døren af hængslerne”
Bekymringen for klimaet har løbet som en understrøm siden Kim Hedestrands ungdom. Den tog til, da der i 00’erne kom stadig flere historier om smeltende gletsjere. Vendepunktet kom, da den svenske skoleelev Greta Thunberg i 2018 begyndte at arrangere skolestrejker for klimaet.
”Jeg oplevede et kæmpeskifte, da der lige pludselig var nogle unger, der satte sig ned og sagde ’stop så’,” siger han. Der kommer liv i hans øjne og et smil i mundvigene. ”De sparkede døren af hængslerne, altså – der er et før og et efter.”
Modstand mod systemet
Ifølge Kim Hedestrand skyldes klimakrisen den måde, det kapitalistiske system udnytter planetens ressourcer på – og det demokratiske systems manglende evne og vilje til at stoppe det. Hans sympati for Greta Thunberg og Extinction Rebellion skyldes blandt andet, at også de mangler tillid til det, han under ét kalder ’systemet’, og protesterer med civil ulydighed. Det er en metode, Kim Hedestrand selv bruger. Og han medgiver, at hvis kampen skal vindes, kan det betyde enden på demokratiet.
”De havde mig ved ’oprør’,” siger han. ”Jeg bryder mig ikke om magt, og det er ikke kønt at se, hvordan vi har indrettet det her kapitalistiske imperium. Vi snakker i Extinction Rebellion om, at der er to ting, der driver os: kærlighed og vrede. Jeg er nok mest vrede. Jeg savner, at Extinction Rebellion var mere klare om, at Folketinget skal overdrage magten til borgerstyre. Jeg kan ikke se, at vi kan slippe ud af det her uden at gå i nødretstilstand.”
Ser gerne demokratiet genindført
Hvis klimakrisen bliver afværget, ser Kim Hedestrand gerne demokratiet genindført. Og han anerkender, at magt er nødvendig, også for et borgerstyre. Men han mener, at kampen mod det nuværende system er en forudsætning for at vinde klimakampen – og begge dele er vanskelige. Så hvordan holder han motivationen oppe?
”Det er svært, for der ER ikke nogen motivation,” slutter han. ”Det ser kulsort ud. Men for mig er det et spørgsmål om at gøre det rette. Jeg er nok lidt mærkelig på den måde, men jeg kan ikke kigge væk”.
Når vindmøller og solceller skyder i vejret, kan det give lokal modstand. Ifølge en forsker fra Danmarks Tekniske Universitet er grunden tit, at naboerne ikke bliver hørt – men dialog om projekterne kan være en måde at løse problemet på.
Af Rasmus Gissel
Da Arne Lynggaard Jørgensen i 2022 blev nabo til tre vindmøller, fik projektet et andet forløb, end han havde ønsket. Foto: Rasmus Gissel
”Det er helt fint, at de stiller sådan en op. Men så skal de også behandle os som naboer. Og det føler jeg ikke, de gør,” siger Arne Lynggaard Jørgensen fra Tolstrup ved Viborg.
I 2022 blev der opført tre vindmøller tæt på hans og hustruen Ingers ejendom. De fik et engangsbeløb i værditabserstatning. Alligevel er han ikke tilfreds med projektets forløb, for han havde fået stillet en anden løsning i udsigt.
”Jeg havde hellere set, at vi ikke havde fået de penge og i stedet havde fået en andel i vindmøllen,” siger han. ”Det var vi blevet lovet af projektudvikleren. Men projektet blev overtaget af en anden virksomhed, og så blev det sådan, at vi ikke fik lov at købe noget som helst. Og det mente jeg jo ikke var det, vi havde aftalt.”
Borgerne bliver ikke altid hørt
Arne Lynggaard Jørgensens historie om at føle sig tromlet er ikke enestående. Nye vindmøller og solceller bliver ind imellem mødt af lokal modstand, og ifølge lektor Julia Kirch Kirkegaard fra Danmarks Tekniske Universitet er grunden meget ofte, at naboerne ikke bliver inddraget.
”Det er først og fremmest det, at folk ikke bliver hørt, der er problemet,” siger hun. ”Det handler aldrig kun om det økonomiske. Det handler om at blive lyttet til. Man glemmer tit at spørge naboerne, hvad de går op i, hvad der har værdi for dem, og om de faktisk kan få en eller anden form for medejerskab – om det så er økonomisk eller mere at være med til at forme, hvordan projektet skal se ud.”
Mørketal for modstand
Det er svært at fastslå, hvor udbredt modstanden mod møller og solceller er. Energiselskabet Andel vurderer, at 14 ud af 17 vindmølleprojekter er blevet aflyst på grund af lokal modstand. Omvendt oplyser Energistyrelsen, at dens statistik for aflyste mølleprojekter ikke kan sige noget om årsagerne.
At der findes lokal modstand, står dog klart, og ifølge Julia Kirch Kirkegaard skal den tages alvorligt.
”Jeg mener, at det meste af den modstand, der opstår, er legitim,” siger hun. ”Vi bliver nødt til at tage folks bekymringer seriøst og prøve at forstå, hvad der er på spil for dem, og ikke bare komme og fortælle dem, at det bare skal ske sådan her. Vi bliver nødt til at forstå, hvad der har værdi for dem, og hvordan noget kunne skabe værdi. Det skal vi lære at lytte til.”
I 2022 vedtog et bredt politisk flertal, at man vil skabe vilkår, der gør det muligt at firedoble elproduktionen fra sol og vind på land frem mod 2030.
Det varierer, hvor meget strøm der i dag kommer fra sol og vind. 17/11 2023 kunne vind og sol dække 26 % af Danmarks elforbrug. To dage senere var tallet 83 %.
Møllerne i Tolstrup forventes at kunne dække cirka 9.000 husstandes årlige elforbrug.
Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Green Power Denmark og Viborg Stifts Folkeblad
Dialog: en mulig vej frem
Et bredt politisk flertal har besluttet, at Danmark inden 2030 skal kunne producere fire gange så meget strøm af sol og vind på land. Det kræver plads, og en del danskere kan derfor regne med at blive naboer til vindmøller og solceller. Julia Kirch Kirkegaard forsker blandt andet i den modstand, der kan opstå, og hvordan man kan komme den i møde. En løsning kan være, at kommuner, udviklere og naboer mødes fra starten af et projekt for at diskutere, hvordan det skal gennemføres.
”Der er meget snak i forskningen, om man kan skabe nogle workshops tidligt i projekterne, hvor man får mange forskellige aktører ind og snakker om, hvad det er for en vision, man har for området,” siger hun. ”Hvad kunne en vindmøllepark gøre for vores samfund? Hvordan kunne den give værdi? Hvordan kan vi sikre os, at vi allesammen kan se os i det? Det er det, der skal skabes rammer for.”
Et håb om bedre behandling
I Viborg er Arne Lynggaard Jørgensen holdt op med at kæmpe imod. Han bemærker nærmest ikke møllerne i hverdagen, men han har et håb om, at kommende projekter får et andet forløb.
”Nu står møllerne der, og så må vi jo prøve at leve med dem,” siger han. ”Vi er glade for at bo her og kunne ikke se os selv forlade stedet. Men jeg synes stadig, det er forkert, at udvikleren sætter dem op for egen vindings skyld til ulempe for naboerne. Det, jeg gerne vil, er, at kommende vindmøllenaboer bliver kompenseret bedre.”
Flere danske virksomheder undlader at fortælle om deres grønne indsats – ofte af frygt for at blive anklaget for vildledende markedsføring. Fænomenet kaldes greenhushing, og ifølge en forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan det forsinke den grønne omstilling.
Af Rasmus Gissel
“Det er problematisk, hvis man bliver så bange for at sige noget, at man slet ikke siger noget som helst,” siger Line Schmeltz Dam fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Foto: Rasmus Gissel
Selv om mange danske virksomheder hver dag gør en indsats for at beskytte klimaet og handle mere bæredygtigt, er der flere, som vælger at tie om det – af flere forskellige årsager. Det kaldes greenhushing og er det modsatte af greenwashing, som betyder, at virksomheder kommer med grønne påstande, der er vildledende eller direkte forkerte.
En kæp i hjulet på den grønne omstilling
Ifølge Line Schmeltz Dam, som er underviser og forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), kan greenhushing forsinke den grønne omstilling. Hun forsker blandt andet i virksomheds- og bæredygtighedskommunikation og mener, at virksomhedernes tavshed om de højaktuelle emner kan være et problem.
”Når vi taler om, hvad vi gør i forhold til klima og miljø, er det med til at skubbe udviklingen fremad,” vurderer hun. ”Hvis vi ikke siger højt, hvad vi laver, kan vi ikke inspirere hinanden og skubbe til hinanden. Selvfølgelig er det godt, at man ikke kommer med påstande, som ikke holder, men det er også problematisk, hvis man bliver så bange for at sige noget, at man slet ikke siger noget som helst.”
Et problem kan for eksempel være, at den specialistviden, mange virksomheder har, og som kunne gøre en forskel i forhold til at finde grønne løsninger på en række områder, ikke bliver tilgængelig for andre.
’Ikke noget, vi taler om’
Når virksomheder ikke fortæller om deres grønne indsats, kan det ifølge Line Schmeltz Dam have flere årsager. Det kræver først og fremmest mange ressourcer at forstå og fortælle om bæredygtighed, og de ressourcer er der mange virksomheder, der ikke har. Mange er desuden bekymrede for at blive anklaget for greenwashing, hvis de prøver at kommunikere om deres grønne indsats. En tredje forklaring på tavsheden har dybere historiske rødder.
”Vi har i Danmark haft en lang tradition for, at virksomheder ikke fortæller om deres arbejde med social ansvarlighed, herunder klima,” siger Line Schmeltz Dam. ”Der er mange, der i årevis har kørt med en strategi om, at ’det bare er noget, vi gør – ikke noget, vi taler om.’ For mange traditionelle virksomheder kræver det en kulturændring at begynde at tale offentligt om, hvordan de driver virksomhed.”
At undgå mediemøllen
Ifølge Line Schmeltz Dam har medierne et medansvar for greenhushing. Historier, hvor virksomheder anklages for at smykke sig med grønne fjer, kan for eksempel medvirke til shitstorms på sociale medier, som skræmmer andre virksomheder fra at kommunikere om bæredygtighed.
”Hvis man jagter de hurtige overskrifter, der giver nogle klik, kan man godt som medie være med til at underbygge en historie om greenwashing, som måske ikke helt holder, når det kommer til stykket,” siger hun.
Relativt udbredt problem
Ifølge underdirektør Marie Gad fra Dansk Industri er det svært at fastslå, hvor udbredt greenhushing er blandt danske virksomheder, da det er svært at indsamle pålidelige data om noget, virksomheder undlader at gøre. En undersøgelse blandt organisationens medlemmer for et par år siden viste dog, at greenhushing var ”relativt udbredt”.
Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.
IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.
Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.
Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.
