AI giver oversætterbureauerne nye udfordringer og nye muligheder. Teknologien har ført til grundlæggende strukturelle forandringer i oversætterbranchen, og dén bølge kan ifølge en forsker snart skylle ind over mange af os andre.

Af Rasmus Gissel

Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig. Den dårlige først: Du kan ikke bare uden videre kalde dig maskinmester, politibetjent eller tandlæge. Den gode nyhed er, at du kan være oversætter, hvis du vil – det ser i hvert fald sådan ud.

Det skriver jeg ikke kun, fordi enhver har lov til at bruge titlen ”oversætter.” Jeg skriver det også, fordi alle med en internetforbindelse i dag har nem adgang til avanceret AI-baseret oversættelsesteknologi fra fx DeepL, Google Translate eller ChatGPT. Billigt eller gratis.

For ikke så mange år siden henvendte avanceret oversættelsesteknologi sig til fagfolk, og den var kun tilgængelig, hvis du betalte for den. I dag kan du på få sekunder få lavet oversættelser, der ved første øjekast ser fornuftige ud. Det er ikke altid, oversættelserne faktisk er korrekte, men ifølge lektor og ph.d. Tina Paulsen Christensen fra Aarhus Universitet kræver det ofte specialistviden at gennemskue.

”Folk, der ikke har studeret sprog, ved meget lidt om, hvad det kræver, at sprog fungerer i praksis,” siger hun. ”Så man har en forventning om, at det kan maskinerne nok godt, for det er jo nemt. Og hvordan skal man som ikke-ekspert vide, at det ikke er godt nok?”

---

Vi vender tilbage til Tina Paulsen Christensen senere i denne artikel. Hun har nemlig noget interessant at sige om den teknologiske udvikling, der har vendt op og ned på oversætterbranchen – og snart kan gøre det samme andre steder. Dette er anden og sidste del af historien om den udvikling. I seriens første artikel mødte vi freelance-oversætteren Gitte Boel Høgsted, som har lukket sin virksomhed på grund af faldende indtjening.

I denne artikel skal vi møde nogle af de oversætterbureauer, freelance-oversætterne arbejder for. Også de er påvirket af udviklingen, og problemerne tog især fart, da deres kunder (lige som alle os andre) opdagede de gratis oversættelsesværktøjer online.

Kvaliteten af online-oversættelserne ser nemlig så god ud, at nogle virksomheder vejrer morgenluft: De ser muligheder for at bruge AI-værktøjer til at spare på udgifterne til oversættelse og samtidig opnå hurtig levering. Og dét kan de mærke på oversætterbureauerne.

”Vi kommer under et større pres fra de gratis tjenester, og der er mange kunder, som selv forsøger at bruge AI til oversættelse,” siger Carsten Malta Hansen, som er Head of Next Generation Platform hos oversætterbureauet Lionbridge, men til denne artikel udtaler sig på egne vegne.

Frederik R. Pedersen, der er CEO og medstifter af oversætterbureauet Easytranslate, beskriver det som en milepæl, at de avancerede værktøjer pludselig er nemt tilgængelige.

”ChatGPT var virkelig et tipping point,” siger han. ”Dér blev den almene bruger lige pludselig overbevist om, at AI er fremtiden. Og hvis den kan skrive det her for mig, så kan den også oversætte.”

De fleste af de bureauer, jeg har talt med til denne artikel, beretter om kunder, som er begyndt at spørge til mulighederne. Det er en udvikling, der er gået stærkt: Per Harbo Sørensen fra World Translation siger, at der bare for halvandet til to år siden ikke var nogen kunder, der snakkede om AI – i dag er der flere, der spørger, hvad man kan gøre med teknologien. Frederik R. Pedersen fortæller, at store kunder, der sidste år slet ikke var klar til at tænke AI ind i deres oversættelser, nu pludselig vil vide, hvordan teknologien kan hjælpe dem med at effektivisere og opnå besparelser. Og Carsten Malta Hansen kan berette om kunder, der på kort tid er vendt på en tallerken.

”For blot et par år siden havde vi mange kunder, som ikke skulle have maskinoversættelse,” siger han. ”I nogle tilfælde var det forbudt ifølge kontrakten. Nu efterspørger de samme kunder vejledning i brug af AI. På den måde har det virkelig ændret, hvordan vi snakker med vores kunder, og hvilke tjenester vi kan give dem.”

Den stigende brug af maskinoversættelse og dermed efterredigering af maskinoversættelse (MTPE), som har påvirket flere freelance-oversættere, er dermed ikke udelukkende drevet af bureauerne.

”Der er mange oversættere, som tror, at maskinoversættelse og AI er noget, bureauerne vil have,” siger Martin Boberg, som er CEO for oversætterbureauet Diction. ”Men det er ikke så meget et valg, vi som oversætterbureauer træffer – det er et valg, kunderne træffer. Mange kunder, der har med e-handel at gøre, vil for eksempel gerne have det så billigt som muligt og med stor volumen, så de vil have AI-løsninger fra start.”

Kan det ses i bureauernes regnskabstal? Det er der noget, der tyder på. En gennemgang af 2023-regnskaberne for de ni største danske oversætterbureauer (målt på antal medarbejdere) viser, at de seks oplevede faldende omsætning fra 2022 til 2023. Ingen af bureauerne fik flere medarbejdere i perioden; flere mistede tværtimod ansatte.

Der kan være flere grunde til, at de fleste bureauer has mistet omsætning. Tidsperioden flugter dog med, at ChatGPT, som Frederik R. Pedersen beskrev som et tipping point, blev lanceret sent i 2022 og på kort tid opnåede stor popularitet. Og i en rapport fra 2024 skriver det uafhængige amerikanske analyseinstitut CSA direkte, at skiftet fra menneskelige oversættere til maskinoversættelse og sprogmodeller har været en vigtig faktor i, at indtjeningen fra oversættelsesarbejdet er faldet.

Den teknologiske udvikling har dog også givet bureauerne nye redskaber til at drive deres virksomhed effektivt.

En af de opgaver, bureauer traditionelt har brugt en del kræfter på, er at gøre de dokumenter, de modtager fra kunderne, klar til oversættelse. Det betyder forenklet sagt, at al den tekst, der skal oversættes, skal konverteres til et format, som oversættelsesværktøjerne kan bruge. Det kan være en indviklet omgang, for teksten kan optræde mange forskellige steder og på mange forskellige måder.

Et tekstbehandlingsdokument fra Microsoft Word er som udgangspunkt let at håndtere, men hvis det fx indeholder billeder med tekst, bliver denne tekst ikke automatisk taget med i oversættelsen. Et regneark kan indeholde tekst inddelt i celler, kolonner og rækker, måske endda på flere faner. Arket kan have forskellige baggrundsfarver, som kunden har en helt bestemt hensigt med at bruge. Andre filformater giver andre udfordringer, og bureauer skal ofte kunne håndtere mange forskellige.

Og dét kan tage tid. Carsten Malta Hansen fortæller, at det tidligere var en meget manuel proces at gøre filer klar til oversættelse. Lionbridge havde en lang række automatiserede arbejdsgange til de mange forskellige typer dokumenter – og nogle gange adskillige arbejdsgange for hver enkelt kunde. Klargøringsprocessen er nu blevet meget nemmere med AI.

”Nu har vi én proces for alle vores enterprise-kunder,” siger han. ”Allerede når kunden bestiller en opgave, bruger vi AI til at forstå, hvad det er, de sender. Når kunden sender os kildefilen, kan AI analysere filen og stille spørgsmål til kunden, allerede inden ordren er afsluttet: ’Jeg kan se, der er billeder i filen. Skal vi trække teksten ud af de billeder og få den oversat?’ Og hvis der er tekst fremhævet med gult i et Excel-ark, kan AI fra starten spørge, hvordan vi skal forholde os til dét.”

Når teksten er klar, kommer selve oversættelsen – og dermed den maskinoversættelse, som har haft konsekvenser for nogle freelance-oversættere. Bureauerne er under pres fra kunderne for at sænke prisen og leveringstiden, men samtidig levere tilfredsstillende kvalitet. De fleste løser faktisk den udfordring ved at bruge de samme AI-baserede værktøjer som alle os andre.

”Vi bruger de fem største maskinoversættelsesværktøjer i verden,” siger Carsten Malta Hansen. ”Vi har en aftale om, at deres maskiner ikke må lære af det, vi sender til dem, af hensyn til vores kunder.” Frederik R. Pedersen siger, at også Easytranslate bruger eksisterende maskinoversættelsessystemer, da det ville være for ressourcekrævende at udvikle dem selv.

Til forskel fra de fleste almindelige mennesker bruger bureauerne store sprogmodeller (LLM’er) til at efterbehandle de maskinoversættelser, de får lavet. LLM’erne er AI-systemer, som bureauerne oplærer til at kunne vurdere kvaliteten af oversættelserne. Oplæringen sker bl.a. ved at fodre LLM’erne med gamle oversættelser, som kunden tidligere har godkendt.

Mange virksomheder har desuden sproglige retningslinjer for, hvordan de gerne vil kommunikere med deres omverden, såkaldte style guides. Disse style guides kan også proppes ind i LLM’erne. Med den viden, de derved får, kan LLM’erne gennemgå oversættelserne for at sikre, at kundens retningslinjer for terminologi, stil og sprogtone (der ofte kaldes tone of voice) er overholdt.

”Der, hvor du virkelig kan høste mange frugter af AI, er for eksempel tone of voice,” siger Frederik R. Pedersen. ”Hvis kunderne beslutter, at de gerne vil kommunikere på en bestemt måde og gerne vil nå en bestemt målgruppe, kan AI være fantastisk.” Og Carsten Malta Hansen siger, at processen med at lade LLM’er finjustere oversættelser, er meget simpel – og virker ”sindssygt godt.”

Den meget simple proces betyder, at bureauerne hurtigt kan oversætte store ordmængder i en kvalitet, kunderne kan acceptere. Tit er det kun nødvendigt at lade et menneske kontrollere en lille del af oversættelsen:
Easytranslate kunne ifølge Frederik R. Pedersen se, at kun 10-15 procent af de oversatte sætninger blev efterredigeret. Resten blev vurderet som gode nok. Når så lidt af en oversat tekst skal tjekkes af et menneske, har det selvsagt konsekvenser.

”For oversætterne er der helt klart en stor disruption i det her,” siger Carsten Malta Hansen. ”Hvis du sammenligner en oversættelse på 100 ord fra for fem år siden med én fra i dag, får oversætteren mindre af det job. Omvendt betyder teknologierne, at vi får mere at lave, så jobbene bliver mindre, men flere.”

Fremkomsten af de nye værktøjer har ikke betydet, at alle bureauer nu udelukkende arbejder med maskinoversættelse og LLM’er. For flere af dem er de nye redskaber en ydelse, de kan tilbyde på linje med mere traditionelle oversættelsesydelser.

”I 2022 udgjorde maskinoversættelse en meget lille andel af vores services, men i 2025 udgør det en tredjedel,” siger Martin Boberg fra Diction. ”Vi synes, det er godt, at værktøjerne er der – de kan hjælpe. Men vi synes også, de skal bruges på de rigtige tidspunkter. Det er et lidt mere varieret synspunkt end bare, at det er godt eller dårligt, og at vi er tvunget til at hoppe på toget. Vi er tvunget til at tage stilling til det og anvende det i de tilfælde, hvor det giver mening.”

”Med AI kan vi tilbyde hele pakken,” siger Per Harbo Sørensen fra World Translation. ”Dem, der ønsker den traditionelle måde at gøre det på, kan få det. Og hvis kunden ønsker at håndtere nogle ting selv, kan de gøre dét.”

Selv på projekter med maskinoversættelse og LLM’er er de kilder, jeg har talt med, enige om, at menneskelige oversættere næppe kan undværes lige med det første.

”LLM’er er virkelig gode, men ikke gode nok. Der vil altid skulle være mennesker i den anden ende, specielt hvis det er noget tekst, der er kundefokuseret – og det er afgørende, at der er mennesker involveret inden for meget regulerede brancher,” siger Carsten Malta Hansen. ”Inden for de næste 10 år tror jeg ikke, vi ender et sted, hvor vi kan sige, at vi ikke behøver mennesker til oversættelse. Jeg tror, vi altid vil have brug for the human touch. Det, der kommer til at ændre sig mest, er, hvilken rolle mennesker spiller i oversættelsesprocessen.”

Oversætterbranchen står midt i en disruption, der både påvirker freelance-oversætterne og bureauerne. Som beskrevet i den første artikel i denne serie er der intet nyt i, at teknologien ændrer branchen – det er sket konstant i løbet af de sidste cirka 20 år. Som Carsten Malta Hansen siger, er LLM’erne det seneste trin i en udvikling, som tidligere har ført til oversættelseshukommelser, almindelig maskinoversættelse og neural maskinoversættelse. Hvert eneste af disse trin har medført disruption; det nye ved LLM’erne er, at de har åbnet kundernes øjne for de teknologiske muligheder.

Per Harbo Sørensen har været i branchen siden slutningen af 1990’erne. Også han konstaterer, at udviklingen er sket over en lang årrække, men har taget fart med AI. Og den har nu været i gang så længe, at den har ført til strukturelle ændringer af oversætterbranchen.

Det er her, det bliver ekstra interessant for dig og mig – og for andre brancher end oversætterbranchen. Det, der er sket for oversætterne og bureauerne, er nemlig et godt eksempel på, hvad der kan ske, når en organisation gennemgår en digital transformation. Og den samme transformation kan ramme mange andre brancher. Det siger Tina Paulsen Christensen fra Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i, hvordan AI-baserede teknologier bliver anvendt i sprogbranchen, og i de psykologiske konsekvenser af, at samfundet bliver digitaliseret.

Hun forklarer, at en digital transformation ofte påvirker en organisation på tre måder, og at det ikke er alle effekterne, der er tilsigtede.

”For det første er der de effekter, vi ønsker os,” siger hun. ”Vi ønsker at være hurtigere, at tjene flere penge – det er nogle intenderede ønsker på den korte bane. Så er der alt det, der følger med, som man ikke selv er herre over. Det er for eksempel, at vores roller, selvforståelse og arbejdsgange ændrer sig. Pludselig sidder man som oversætter ikke længere og oversætter; man sidder og efterredigerer. Det var måske ikke hensigten, at man ville påvirke oversætterne, men der er mange ikke-intenderede konsekvenser. Og så er der den sidste form for effekt, som kaldes de organisatoriske effekter. Her taler vi om ændringer i branchen generelt.”

Tina Paulsen Christensen nævner som eksempler, at små spillere i branchen mister omsætning, at bureauerne udvikler onlineplatforme, hvor freelance-oversætterne skal kæmpe om jobbene, og at der bliver stadig flere freelancere frem for fastansatte oversættere. Udviklingen har nogle konsekvenser, der tvinger branchens aktører til at overveje, hvordan de vil forblive relevante i en verden, hvor sprogteknologi er tilgængelig for alle med en internetforbindelse, og hvor udviklingen løber stærkt.

Og dén udvikling kan meget vel løbe hen til andre brancher. Tina Paulsen Christensen mener, at AI kan komme til at føre til lignende strukturelle ændringer mange andre steder.

”Som samfund snakker vi primært om de intenderede effekter,” siger hun. ”Lige om lidt begynder vi at snakke om de ikke-intenderede effekter; det er der også nogle, der allerede gør. Og om nogle år kan vi så se, at mange brancher har ændret sig. Den samme udvikling, som vi kan se i oversætterbranchen, kommer vi også til at kunne se mange andre steder.”

Hvilke steder? En analyse fra Danmarks Statistik fra 2024 peger på, at brancher som jura, undervisning og forskning, journalistik, finans og økonomi kan blive påvirket kraftigt af LLM’er (og dermed altså AI). Fælles for dem er, at det er brancher med en stor andel af det, analysen kalder ”kognitive rutineopgaver.” I bunden af opgørelsen finder vi blandt andet malerarbejde og manuelt arbejde inden for fx råstofudvinding, bygge og anlæg, landbrug, skovbrug og fiskeri.

Forperson Cathrine Holm-Nielsen fra DM Kommunikation er enig i, at udviklingen i andre brancher kan komme til at minde om den i oversætterbranchen.

”Jeg tror, alle kan lære noget af denne udvikling,” siger hun. ”De fleste er påvirkede på den ene eller den anden måde. Jeg tror, de fleste fagområder skal kigge sig selv efter i sømmene. Om man kan lave en én til én-sammenligning mellem oversætterbranchen og andre brancher, ved jeg ikke, men der vil måske være nogle overordnede trin, som er de samme.”

I dag er vi alle oversættere – eller sådan kan det se ud. Kvaliteten af maskinoversættelserne er dog stadig på et niveau, hvor der i den nærmeste fremtid stadig vil være brug for både oversættere og oversætterbureauer – men hvor mange? Og hvad skal de lave?

Årtiers teknologisk udvikling har ført til en situation, hvor branchen nu grundlæggende ændrer struktur, og hvor ingen kan vide sig sikre på, at de også har et job om fem, ti eller femten år.

”Jeg kan jo ikke sige, om vi ender med at blive til overs,” siger Frederik R. Pedersen. ”Men den måde, vi gør det på, er mit bedste bud på, hvordan vi kan sikre stadig at have et eksistensgrundlag.”

Udviklingen i oversætterbranchen har taget ekstra fart med AI. Og i en række andre brancher kan AI føre til lignende forandringer, der kan ramme dig, mig og mange andre. Det mener bl.a. Martin Boberg fra Diction, at vi godt kunne tale lidt mere om.

”I virkeligheden burde udviklingen fylde mere i samfundsdebatten,” slutter han. ”Men jeg tror desværre ikke, at det interesserer befolkningen nok.”

AI er det seneste trin i en teknologisk udvikling, som har vendt op og ned på oversætterbranchen – og andre brancher kan stå for skud. Historien handler om forandrede roller og nye strukturer. Og den handler (naturligvis) også om penge.

Af Rasmus Gissel

Fredag den 4. april 2025 var kølig, men solrig. I Ryomgård på Djursland startede 57-årige Gitte Boel Høgsted som altid dagen med en morgentur. Hun forlod sit hus på en stille sidevej i selskab med sin datters hund, en volpino italiano ved navn Olaf. Men fem minutter efter, at hun var gået hjemmefra, modtog hun en mail på telefonen, der fik hende til at standse op – og til at træffe en beslutning, der havde været længe undervejs.

Mailen kom fra en af Gitte Boel Høgsteds største kunder, et dansk oversætterbureau. Mens Olaf snusede omkring i grøftekanten, skrev hun tilbage, at hun sagde tak for samarbejdet og meddelte, at hun nu lukkede sin virksomhed. Efter 19 år som freelance-oversætter, hvor hun efter eget skøn havde oversat mere end 20 millioner ord fra engelsk til dansk, var det slut.

”Normalt ville jeg vente, til jeg kom hjem,” siger Gitte Boel Høgsted. ”Jeg ville sætte mig ved en større skærm og sørge for at sætte de rigtige kommaer. Men jeg havde bare brug for at svare med det samme – også for at sige til mig selv: ’Nu har du truffet beslutningen. Når du trykker på Send, er det endegyldigt.’”

---

Denne artikel er den første af to, som fortæller historien om en teknologisk udvikling, der har vendt op og ned på oversætterbranchen – både for freelance-oversættere som Gitte Boel Høgsted og for oversætterbureauerne. Udviklingen har været undervejs i årtier,
men dens konsekvenser er især blevet tydelige med fremkomsten af AI. Det er en udvikling, der også kan ramme andre brancher – og det er en historie, der starter med den rutsjende lyd af faldende omsætning.

Beslutningen om at lukke handlede nemlig først og fremmest om penge. Gitte Boel Høgsteds omsætning havde været faldende gennem to-tre år, og hun mener ikke, hun kunne have holdt virksomheden kørende i 10 eller 15 år endnu.

Faldet skyldtes først og fremmest en markant ændring i de opgaver, hun fik tilbudt. I stedet for at oversætte selv skulle hun stadig oftere
kontrollere tekster, der allerede var blevet oversat af en computer.
Opgaven med at efterredigere maskinoversættelse (der i oversætterbranchen ofte kaldes MTPE; en forkortelse for machine translation post-editing) afregnes som regel til en lavere takst, end hvis man skulle oversætte teksten fra bunden: Ifølge Joan Kiehl, der er direktør for oversætterbureauet WordPilots, er prisen for MTPE ofte det halve af prisen for almindelig oversættelse. Og da MTPE-opgaverne fyldte stadig mere i Gitte Boel Høgsteds indbakke, svandt hendes omsætning ind.

”Der er kommet mere og mere maskinoversættelse,” siger hun. ”Jeg føler, det er blevet en standard, i hvert fald hos nogle af de kunder, jeg har arbejdet for. Teksten er maskinoversat, når jeg får den, og så efterbearbejder jeg den.”

Hun forsøgte at rette op på situationen ved at få et mere fast samarbejde med nogle af de bureauer, hun arbejdede for, men uden held. Den mail, hun modtog om morgenen den 4. april, var et afslag: Bureauet skrev, at de var nødt til at skære ned på deres oversættelsesressourcer, og for Gitte Boel Høgsted var dét det sidste skud i bøssen.

”Jeg har bestemt ikke indtryk af, at det er, fordi jeg ikke er god nok, og de vælger nogle andre,” siger hun. ”Arbejdet er der bare ikke.”

Gitte Boel Høgsted er ikke den eneste freelance-oversætter, der er ramt af faldende omsætning på grund af mere MTPE. Hos Translatørforeningen, der er interesseorganisation for godt 200 translatører, oplever man en klar tendens.

”Vi er virkelig hårdt ramt,” siger næstformand Hanne Sterndorf. ”Der er mange af vores medlemmer, der er ramt på levebrødet – især dem, der primært arbejder for bureauer. En af mine kolleger har mistet cirka 80 % af sin omsætning de første fire måneder i år.”

På LinkedIn har man i foråret kunnet finde flere opslag fra freelance-oversættere, der som Gitte Boel Høgsted har lukket deres virksomheder. Opslagene beskriver, at det i høj grad er den teknologiske udvikling, der gør, at de nu søger nye udfordringer (se fx her, her og her). 54-årige Lotte Kovdal, der selv overvejer at stoppe som freelance-oversætter, kender til flere, der er ved at smække ordbøger og ordrebøger i.

”Branchen bløder sprogfolk for tiden – jeg kender flere, der er stoppet eller er på vej til det,” siger hun.

Og Per Harbo Sørensen, der er Technical and Financial Director hos oversætterbureauet World Translation, har samme opfattelse.

”Udviklingen betyder, at der er en nedgang i mængden og størrelsen af opgaverne rundt omkring,” siger han. ”Jeg kan fornemme, at der er flere freelancere-oversættere, som finder noget andet at arbejde med.”

Når jeg i denne artikelserie taler om ”oversætterbranchen”, mener jeg den del af branchen, der oversætter fagtekster om bl.a. teknik, handel, jura og økonomi mellem forskellige sprog. Gitte Boel Høgsted og hendes kolleger oversætter ikke skønlitteratur, og de laver ikke undertekster til film og serier. De sørger for, at de mange fagtekster, vi alle sammen bruger i hverdagen, er oversat forståeligt.

Når du læser den danske vejledning til din nye kaffemaskine eller hækkeklipper, er oversættelsen lavet af en som Gitte Boel Høgsted. Når du tjekker mail eller lægger husholdningsbudgetter i et regneark, er de danske valgmuligheder og fejlmeddelelser i programmet oversat af en som hende. Og masser af andre fagtekster, fra årsrapporter og websider til aktieanalyser og retsdokumenter, passerer hvert år gennem hænderne på professionelle oversættere.

Det gjorde de i hvert fald indtil for nylig. Nu har den teknologiske udvikling nået et stadie, der kan reducere behovet for oversættere – og det stadie hedder maskinoversættelse suppleret med AI.

Maskinoversættelse er ikke noget nyt.Som beskrevet i et blogindlæg (på engelsk) hos oversætterbureauet Circle Translations har man arbejdet på at sætte computere til at oversætte tekst siden 1950’erne. I starten var de maskinoversatte tekster ret ubehjælpsomme, og menneskelige oversættere tog sig derfor stadig af arbejdet; fra 1990’erne fik de dog flere og flere computerbaserede hjælpemidler, der gjorde arbejdet mere effektivt. (Se explaineren ovenfor, og læs evt. mere i denne undersøgelse af, hvordan Translatørforeningens medlemmer bruger oversættelsesværktøjer).

Fra 2010’erne blev kvaliteten af maskinoversættelserne markant bedre, især med udviklingen af såkaldt neural maskinoversættelse (NMT). I dag, hvor oversætterbureauerne kombinerer NMT med store AI-sprogmodeller (LLM’er), der automatisk kan læse korrektur på store mængder tekst, kan computere nogle gange præstere det samme som en menneskelig oversætter – på langt kortere tid.

Hvordan bureauerne arbejder med maskinoversættelse og LLM’er, vender vi tilbage til i den anden artikel i denne miniserie. Lige nu kan vi nøjes med at slå fast, at kvaliteten nu er så god, at freelance-oversættere ikke behøver at gøre ret meget ved teksterne, når de udfører MTPE.

”Når jeg ser den kvalitet, der kan komme ud af at bruge kunstig intelligens, kan jeg godt forstå, der er mange, som synes, at det er fint nok,” siger Gitte Boel Høgsted. ”Jeg må være ærlig og sige, at maskinoversættelsernes kvalitet ofte desværre er blevet ret god. Tit har jeg ikke skullet rette ret meget.”

Flere kilder bekræfter dette billede. Hanne Sterndorf fra Translatørforeningen beskriver nogle maskinoversættelser som ”irriterende gode”, og Lotte Kovdal siger, at kvaliteten nogle steder er ved at være ”ret fornuftig” – især på et større it-oversættelsesprojekt, hun arbejder på.

Det betyder ikke, at maskinoversættelse kan bruges til alt. Joan Kiehl fra WordPilots påpeger, at teknologien ikke er lige god til alle sprog.

”Jeg synes, kvaliteten af AI-oversættelser mellem dansk og engelsk faktisk er okay – sagt med alle mulige forbehold,” siger hun. ”Men når vi har lavet pilotprojekter for kunder til andre sprog, også store sprog som tysk og fransk, er kvaliteten meget svingende.”

Hvilke fejl er det så, computerne begår? Hanne Sterndorf kommer med nogle eksempler.

”Det, der halter bagefter, er typisk terminologien,” siger hun. ”Du kan sidde med ti sider tekst, hvor ordet ’hus’ er maskinoversat fuldstændig rigtigt bortset fra to steder. Af en eller anden grund bliver tal ikke altid gengivet korrekt. Og modalverber som ’bør’, ’skal’ eller ’kan’ oversættes ikke altid korrekt. Og det gør, at man skal være meget nøje med at tjekke maskinoversættelserne.”

Lotte Kovdal leverer et ganske underholdende eksempel på fejlslagen maskinoversættelse. På et oversættelsesprojekt om skagensmalerne var den engelske titel på P.S. Krøyers berømte oliemaleri fra 1888, Hip hip hooray, blevet maskinoversat til Hofte hofte hurra: Systemet havde fortolket ordet ”hip” som ”hofte,” hvilket også er korrekt – bare ikke i denne sammenhæng.

Det er en fejl, en menneskelig oversætter næppe ville lave, men som Per Harbo Sørensen påpeger, er menneskelige oversættere heller ikke fejlfri: Både maskiner og mennesker kan oversætte tekster forkert. Derfor bruger oversætterbureauerne også stadig sprogfolk til at tjekke det, computerne laver (og Lotte Kovdal sørgede da også for at give P.S. Krøyers værk den rigtige danske titel). Og da kvaliteten generelt bliver bedre og i stadig stigende grad kan opfylde kundernes krav, bliver der stadig mindre for oversætterne at lave – til en lavere pris.

For de freelance-oversættere, der stadig er i branchen, betyder den teknologiske udvikling altså, at de får en anden type opgaver, end de gjorde før. Deres rolle har ændret sig, og den udvikling ser ud til at fortsætte.

”Der er mange af mine kolleger, som i stigende grad bliver sprogrevisorer, og jeg tror i høj grad, det er fremtiden for faget: Vi bliver mere sprogrevisorer end egentlige oversættere,” siger Hanne Sterndorf.

Opfattelsen af en rolle i forandring deles også af fagforbundet DM Kommunikation. Forbundet repræsenterer næsten 8.000 kommunikatører, hvoraf lidt over halvdelen arbejder med oversættelse i større eller mindre omfang. Ifølge forperson Cathrine Holm-Nielsen oplever forbundet, at oversættere i stigende grad nu kalder sig ”sprogspecialister” eller ”sprogmedarbejdere”, fordi deres rolle har ændret sig. Hun mener også, at oversætternes tekniske, sproglige og kulturelle kompetencer gør dem egnede til andre roller i erhvervslivet.

”Vi kalder dem nogle gange de teknologiske frontløbere, og jeg vil helt klart mene, der er muligheder for at bruge sprogfolkene i andre sammenhænge,” siger hun. ”Og der er stadig behov for sprogkompetencerne: Vi er et lille, åbent land med masser af eksport. Dér kan SMV’er mangle den sproglige arbejdskraft. Det bliver mere en rådgiver- eller konsulentrolle, og det kan godt være, opgaven ikke kommer fra oversættelsesbureauerne, men et andet sted fra. Og dér kan der være et potentiale for sprogspecialisterne.”

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor de jobmuligheder konkret skal komme fra. Som en artikel i Akademikerbladet på DM’s webside beskriver, er det ikke altid nemt for sproguddannede at få anerkendelse og jobs alene på deres sprogkompetencer.

En anden mulighed for oversætterne er naturligvis at tage teknologi som AI og maskinoversættelse til sig, og det er der også nogle, som gør. En undersøgelse blandt DM Kommunikations medlemmer viste sidste år, at omkring 11 % af dem brugte AI til oversættelse. Tallet flugter med 2024-udgaven af ELIS, en årlig undersøgelse af den europæiske sprogbranche. Den viste, at omkring 10 % af de adspurgte oversættere brugte AI – men at mere end 50 % af alle professionelle oversættelser forventes at involvere maskinoversættelse eller AI allerede i 2025.

Aarhus Universitets undersøgelse blandt Translatørforeningens medlemmer fra 2023 viste, at de stort set ikke brugte AI. Hanne Sterndorf er dog overbevist om, at fremtiden for foreningens medlemmer er at tage teknologien til sig og lære at bruge den til sin egen fordel.

”Og vil man ikke det, er man nødt til at tage konsekvenserne: gå på efterløn, skifte branche eller måske have oversættelse som deltidsjob,” siger hun. ”Vi kan ikke få det til at gå væk, og det ville også være latterligt. Det ville svare til at ville holde fast i skrivemaskinen eller telegrafen! Så bliver vi museumsstykker, og det er ikke fremtiden.”

Det er ikke alle oversættere, der vil eller kan være med til den udvikling, og både Hanne Sterndorf og Gitte Boel Høgsted mener, at udviklingen kan fremskynde et generationsskifte i branchen: Nye sproguddannede kommer til uden at have kendt det sproglige håndværk, deres forgængere havde lært. Til gengæld har de AI-redskaber i baglommen og nogle helt andre forudsætninger for at løse opgaverne.

”Den gamle klassiske måde at lave oversættelser på kommer til at dø med vores generation, og de nye generationer kommer med en helt anden baggrund,” siger Gitte Boel Høgsted.

Gitte Boel Høgsted er selv en af de oversættere, der nu søger helt nye græsgange: Den 5. juni startede hun på uddannelsen til social- og sundhedsassistent i Syddjurs Kommune.

”Jeg har længe gået og tænkt, at jeg godt ville prøve noget andet – gøre noget for mennesker og få lidt mere fysisk kontakt i stedet for at sidde herhjemme,” siger hun. ”I starten tænkte jeg ikke på, at det var en branche, som næppe bliver indhentet af AI. Men det er kommet efterfølgende! Du skal jo ud, hvor der fysisk er brug for hænder. Og det er gået op for mig, at det nok også på dén måde er en klog beslutning at vælge den branche.”

På trods af, at hun er glad for at være kommet videre i sit arbejdsliv, er det med blandede følelser, at Gitte Boel Høgsted ser tilbage på afslutningen af sin karriere som freelance-oversætter; en stilling hun beskriver som ”verdens fedeste job”.

”Det er jo ikke, fordi jeg er mæt og ikke har lyst til at oversætte mere,” slutter hun. ”Jeg kunne sagtens have oversat de næste ti år, men sådan skulle det ikke være. Jeg må indrømme, at jeg lige i starten følte mig lidt tilsidesat. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har brugt så mange timer af mit liv på at sidde og lave oversættelser – og pludselig bliver jeg med et slag erstattet af noget andet. Men nu er jeg kommet lidt videre, og det har haft tid til at bundfælde sig.”

Engelsk er flyttet ind i danskernes hverdagsliv. Foto: Rasmus Gissel

Her, der og everywhere • Forskningsprojekt viser, at engelsk er blevet et hverdagssprog i Danmark, som det er vigtigt at kunne i mange sammenhænge. Og det kan de fleste også, men ikke alle.

Af Rasmus Gissel

Hvor ofte har De på det seneste lagt mærke til engelsk i Deres hverdag? Eller selv brugt sproget til at tale, skrive, læse eller lytte? Hvis De minder om resten af befolkningen, er svaret: en del!

”Der er flere, der siger, at de bruger engelsk med andre mennesker i Danmark, end der siger, at de bruger det med folk i udlandet,” siger lektor Dorte Lønsmann fra Københavns Universitet. Hun er projektleder på forskningsprojektet English and Globalisation in Denmark: A Changing Sociolinguistic Landscape (Enida-projektet), som viser, at engelsk er allestedsnærværende herhjemme. Det er blevet et sprog, næsten alle kan bruge til en vis grad – og som vi bruger ganske ofte: Når vi taler med udenlandske kolleger. Når vi er på sociale medier, ser tv-serier eller spiller onlinespil. Når vi læser reklamer, tidsskrifter og bøger på engelsk. Og når vi køber drinks af en udenlandsk bartender.

Fra fremmedsprog til hverdagssprog

Engelsk er blevet så udbredt, at forskerne konkluderer, at det ikke længere giver mening at kalde det et fremmedsprog. Det er flyttet ind i danskernes hverdagsliv i et helt andet omfang end fx tysk og fransk, og derfor bør det betragtes som et hverdagssprog, der bruges i mange sammenhænge – også blandt indfødte danskere.

”Engelsk er til stede i det danske samfund på en helt anden måde end andre traditionelle fremmedsprog,” siger Dorte Lønsmann. ”Det er blevet et sprog, rigtig mange selv bruger, og mange danskere oplever selv at være gode til engelsk. Og engelsk er i mange tilfælde noget, man forventer at have som en del af hverdagen.”

Markant udvikling på 30 år

I Enida-projektet har 854 repræsentativt udvalgte deltagere svaret på spørgsmål om deres brug af engelsk, kompetencer i engelsk og holdninger til sproget. Forskerne har desuden interviewet grupper af danskere med forskellige forhold til engelsk, og de har observeret gymnasieelevers brug af sproget.

Metoden og spørgsmålene er bl.a. valgt, fordi det har givet forskerne mulighed for at sammenligne med en tilsvarende undersøgelse udført på RUC i 1995. Dermed kan projektet vise, hvad der er sket på knap 30 år, og det er ikke så lidt. Projektet dokumenterer bl.a., at andelen af adspurgte danskere, som ikke selv mener, de kan bruge engelsk til at vise vej til bussen, se film uden undertekster eller skrive et brev, er faldet til omkring en tredjedel siden 1995. Og i forhold til dengang angiver omtrent dobbelt så mange, at de taler engelsk hver dag, og fire gange så mange, at de skriver engelsk hver dag.

Føler sig hægtet af

Siden Anden Verdenskrig er engelsk blevet uundgåeligt i bl.a. medier, politik, handel og kultur, og mange deltagere i Enida-projektet mener, det er nødvendigt at kunne sproget – også personer, som ikke selv kan engelsk. Og dem er der en del af: omkring 3 % af svarpersonerne. Det svarer til, at omkring 150.000 voksne danskere ikke lever op til dette uofficielle sprogkrav.

Seniorforsker Margrethe Heidemann Andersen fra Dansk Sprognævn er enig i beskrivelsen af engelsk som hverdagssprog og mener, det blandt andet bør føre til en diskussion af engelskundervisningens rolle.

”Man skal ikke forklejne, at der er folk, som føler sig hægtet af, når de ikke kan engelsk,” siger hun. ”Forskerne bag undersøgelsen har nogle gode pointer i forhold til, hvad det er for en form for engelsk, vi lærer i skolen: Skal den være mere praksisorienteret?”

Hvordan får vi alle med?

Pointen om, hvordan vi som samfund skal sikre, at alle får de nødvendige engelskkompetencer, bliver ikke mindre vedkommende af, at den seneste folkeskoleaftale fra 2024 nedprioriterer faget: Fra skoleåret 2025/26 kommer der færre engelsktimer. Mundtligt engelsk er ikke længere obligatorisk til afgangsprøven efter 9. klasse, og skriftligt engelsk udgår som prøvefag.

”Det sender et signal om, at man ikke betragter engelsk som et fag, som er specielt vigtigt. Men der er jo ikke nogen, der kan argumentere imod, at vi skal blive dygtigere til engelsk, for vi skal bruge det alle steder,” siger Maria Roneklindt, engelskrådgiver på folkeskolen.dk og medlem af ekspertgruppen for folkeskolens prøver hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Hun mener, at skolen skal forberede eleverne på alle de sproglige opgaver, de kan møde efter 9. klasse:

”Folkeskolens fornemste opgave er at gøre det hele. Vi skal lære eleverne noget mere end det, de allerede gør derhjemme. Vi skal lære dem noget andet, noget sværere og på et højere niveau.”

Kommet for at blive

Forskerne bag Enida-projektet udgav i november sidste år bogen Engelsk i Danmark: What’s the story, som præsenterer de vigtigste konklusioner. Projektet forventes afsluttet i 2025. Der synes til gengæld ikke at være nogen slutdato for engelsk som hverdagssprog i Danmark.

Sammen med mine medstuderende Mette Groth, Tina Bock og Johanne Andersen arbejder jeg på et journalistisk projekt, der vil forsøge at afdække nuancer i debatten om aktiv dødshjælp.

Projektet forsøger at inddrage vores målgruppe: danskere, som gerne vil vide mere om aktiv dødshjælp, eller som måske har taget stilling til emnet på et utilstrækkeligt vidensgrundlag. Vi har spurgt bredt, hvad folk er interesserede i at vide mere om, og baseret vores journalistiske produktioner på deres svar.

Vores produktioner er offentligt tilgængelige på denne webside:

www.klogerepåaktivdødshjælp.nu

Illustration: Rasmus Gissel

KOSTVANENS MAGT • Oplysningskampagner er ikke nok: Inspiration fra familie, venner og kolleger er en vigtig ingrediens, når kostrådene skal udmøntes i grønne retter. Danskernes madkultur skal ændres for at mindske klimapåvirkningen – men det går langsomt.

RASMUS GISSEL

I Viborg står den på lasagne. Løg, bladselleri og tomat syder i gryden, mens Jakob Brodersen tilsætter svampefars. Af hensyn til sundhed og klima laver han mest mad med bønner, grøntsager og brød. Kød spiller en meget lille rolle.

”Jeg prøver virkelig,” siger han. ”Jeg kunne godt tænke mig at gå skridtet videre og bruge flere lokale råvarer, så der ikke skal bruges så meget transport. Men jeg synes, det er svært.”

En regeringsambition

Når selv et madøre som Jakob Brodersen synes, det er svært at lave klimavenlig mad, er det ikke sært, at andre synes det samme. Ikke desto mindre vil regeringen gerne skubbe danskernes kost i en grønnere retning for at reducere klimapåvirkningen fra vores fødevarer. Det skal kostrådene og det kommende klimamærke hjælpe med. Spørgsmålet er, om den slags folkeoplysning er nok.

”Det hurtige, korte og klare svar på dét spørgsmål er nej – naturligvis ikke,” siger Bente Halkier, professor i sociologi ved Københavns Universitet og medlem af Klimarådet. Men hvad skal der så til? Og hvorfor er det nødvendigt?

Bøffen og guleroden

Hvad vi spiser, er vigtigt for den grønne omstilling. Ifølge den grønne tænketank CONCITO kommer en femtedel af Danmarks forbrugsudledninger fra fødevarer. Det er den næststørste post i landets klimaregnskab, kun overgået af transport, og det skal der ifølge regeringens klimaprogram gøres noget ved.

Opskriften lyder simpel: Vi skal spise færre animalske fødevarer og flere plantebaserede, for frugt, grønt og bælgfrugter påvirker klimaet mindre end mælk, ost og kød. Tal fra Den Store Klimadatabase taler deres tydelige sprog: Når man ser på varens rejse fra mark til tallerken, belaster et kilo gulerødder klimaet med ca. et kvart kilo CO₂e. For et kilo oksefars er tallet ca. 37 kilo CO₂e.

Og det løber op: Hvis alle fulgte kostrådene, kunne vi ifølge Klimarådet nedbringe landets udledninger med knap 4 millioner tons CO₂e. Vores samlede globale forbrugsudledninger var sidste år omkring 74 millioner tons ifølge CONCITO.

Men for de fleste af os handler mad ikke om klima, men om smag, mæthed og kultur – og om vaner, som er svære at ændre. Som Klimarådet skriver i en analyse, skaber forbrugernes vaner store hindringer for en kostændring.

Inspiration er vigtig

Seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet forsker i danskernes kostvaner og mener ikke, at mærkningsordninger og oplysningskampagner er nok til at ændre vores adfærd.

”Hele det omgivende samfund skal spille med og gøre det lettere at tage det valg,” siger hun. ”Det kan handle om tilgængeligheden af fødevarer, om produktudvikling og markedsføring. Og om differentieret moms, for prisen har også betydning.”

En anden ingrediens, som både Sisse Fagt og professor Bente Halkier knytter store forhåbninger til, er inspiration gennem sociale netværk. Ideen er, at vi gennem familie, venner og kollegaer gradvist opdager, at plantebaserede retter er helt normale, at de kan mætte, og at de kan smage godt.

”Vi har utrolig meget koordinering omkring måltider med folk i vores netværk – ikke bare dem, vi bor i husholdning med,” siger Bente Halkier. ”Det er også kollegaer, vi spiser med, og venner og bekendte, vi henter pizza med. Hvis folk møder plantebaserede måltider i flere sammenhænge, er der større chance for, at de selv går hjem og prøver det af.”

Kantinerne går forrest

Klimarådet anbefaler, at det offentlige går forrest i denne inspirationsindsats. Helt konkret skal køkkener og kantiner servere klimavenlig mad på arbejdspladser og skoler. Her kan de abstrakte kostråd blive håndgribelige: I stedet for at gruble over, hvordan man får bælgfrugter nok, kan man smage en bønne-burrito uden at bekymre sig om, hvordan man laver den. Som Bente Halkier påpeger, betjener de offentlige køkkener så mange forskellige grupper borgere, at inspirationen når bredt ud.

Jakob Brodersen hakker svampefars. Foto: Rasmus Gissel

”Man kan erfare, at nogen, der ikke nødvendigvis ligner en selv, også spiser det her, og så bliver det alt andet lige lidt mere almindeligt,” siger hun.

Ifølge Landbrug & Fødevarer serverer det offentlige over en million måltider hver dag. En offentlig indsats har dermed gode muligheder for at brede sig til private køkkener.

”Selv blandt danskere, som ikke forsøger at lave om på deres madvaner, kender de fleste faktisk nogen, som er i gang med at skære ned på kød – og som kan servere den her mad for dem,” siger Bente Halkier.

Jo flere steder vi kan møde det grønne, jo nemmere vil det være at få bolden til at rulle,” siger Sisse Fagt. ”Men vi skal inspireres gennem at smage tingene.”

S-ordfører på linje

Ideen om plantebaseret påvirkning har fået fodfæste. Flere kantiner og køkkener er i gang, og madmesser og kendiskokke retter kniven mod grønne råvarer. Og ideen genlyder i handlingsplanen for plantebaserede fødevarer fra 2023, hvor regeringen bl.a. hævder at ville udbrede kostrådene gennem initiativer i de professionelle køkkener.

Tanken har også spredt sig til Socialdemokratiet. Fødevareordfører Ida Auken fremhæver offentligt ansatte som frontløbere i det, hun kalder en stor kulturforandring.

”Vi arbejder på at få ændret pensum på kokkeuddannelserne,” siger hun. ”Vi overvejer at se på, om man skal gøre noget ved skolefaget madkundskab. Og vi ser på, hvordan vi kan uddanne og efteruddanne personale i de offentlige køkkener. For mig handler det ikke om en kamp for eller imod kød, men om en mulighedsdagsorden, hvor det er sjovt og spændende at spise grønt.”

Ting tager tid

Omstillingen er i gang, og de knap 4 millioner tons CO₂e, som grønne kostvaner kan bidrage med, ville pynte i klimaregnskabet.

Noget tyder dog på, at vi er langt fra målet: Ifølge DTU Fødevareinstituttet købte hver dansker i gennemsnit omkring 62 kg kød om året i 2020 – over et kilo om ugen. Det er lidt mindre end i 2006, men stadig tre gange så meget, som kostrådene anbefaler. Samtidig købte vi hver især kun 290 gram grønt om dagen i 2021; under halvdelen af det anbefalede.

”Kostvaner ændrer sig konstant, men meget langsomt,” siger Sisse Fagt. ”Vi er i en bevægelse, hvor folk begynder at spise mindre kød og flere bælgfrugter, men slet ikke nok. Der er i høj grad plads til forbedring. Men det er svært, for kødet er i centrum. Vi ved ikke rigtigt, hvordan vi skal erstatte kødet med noget andet. Og det skal vi lære.”

I Viborg har Jakob Brodersen lært det. Svampe har taget oksefarsens plads på aftenens menu, og i hans søns skoleklasse er der flere vegetarer – det var der ikke, da hans døtre gik i skole.

”Det er jo nok et tilfælde, men måske er det også et tegn på, at tingene lige så stille rykker sig,” siger han, mens saucen snurrer videre. Imens fortsætter den gradvise forandring af vores kostvaner en knivspids ad gangen. Tiden må vise, hvor meget den får os til at sysle med rødbede, selleri og pastinak.

Talentarbejdet i dansk elitefodbold medfører risiko for mistrivsel, men Divisionsforeningen ser ikke noget stort problem.

Af Mathias Aastrup og Rasmus Gissel

– Det, som reddede mig, var skaderne. Det bedste, der er sket for mig, er, at jeg pådrog mig to korsbåndsskader.

De fleste fodboldspillere forbinder korsbåndsskader med et stort tilbageslag. For Carl-Christian Tippins, tidligere eliteungdomsspiller, blev det dog en redningskrans, da hans krop tog en beslutning for ham, som han ikke havde modet til at tage selv.

– Miljøet hang mig langt ud af halsen, og som 15-årig følte jeg mig allerede udbrændt, men jeg fortsatte, da jeg for alt i verden ikke ville spilde mit talent, siger han.

Carl-Christian Tippins var en del af et usundt miljø, hvor fokusset på spilleren frem for barnet gjorde, at han stoppede med fodbolden som 19-årig i 2020. Hans oplevelser er ikke enestående. I en eliteklub lever børnene med et konstant krav om at præstere.

– De børn, der bliver rekrutteret, bliver ofte sat op til at fejle, siger ungefaglig konsulent Mirjam Marie Westh fra Børns Vilkår. – Hvis man allerede som femårig får at vide, at man er særligt udvalgt og skal forvalte sit talent på en særlig måde, er det dybt at falde, hvis man bliver valgt fra. Og det gør størstedelen.

Fokus på at vinde

Kristoffer Novrup Henriksen, professor ved SDU og sportspsykolog i Team Danmark, fortæller, at der i talentarbejdet kan være en tendens til at se bort fra det, der er vigtigst for børnene: at det skal være sjovt. I stedet fokuserer nogle klubber først og fremmest på at vinde.

– Hvis talentudviklingen følger den voksenlogik og er meget præstationsorienteret, er den ikke egnet til børn, siger han. – Og der er ingen tvivl om, at det kan være en del af forklaringen på, at børn og unge mistrives.

Regelstridigt talentarbejde

Risikoen for mistrivsel sætter ind tidligt: Danske medier har dokumenteret, at nogle klubber i superligaen, den bedste danske fodboldrække, prøver at tilknytte talentfulde børn i en tidlig alder. Således har Politiken dokumenteret, at AGF og KB Talent har fisket talenter fra andre klubber ned til 5-6-årsalderen.

I flere tilfælde har klubberne dermed overtrådt DBU’s etiske retningslinjer for klubskifte. International forskning peger ellers på, at det ikke er muligt at udpege fremtidens topspillere i så tidlig en alder: Man kan ikke se, hvem der senere vil udvikle sig på en måde, der gør dem velegnede til elitesport.

Børn og unge trives generelt dårligere

Det målrettede talentarbejde indebærer en risiko for nederlag og identitetskrise for børnene i en tid, hvor børn og unge generelt trives dårligt, og hvor holdningen er, at det er et problem, der skal gøres noget ved.

Blandt andet VIVE-rapporten Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel peger på, at en af årsagerne kan være, at børnene føler et større pres for at skulle præstere.

– Børn og unge har en oplevelse af, at der fokuseres mere på præstation i alle aspekter af deres liv, siger Mirjam Marie Westh. – Det kan komme til at fylde rigtig meget i idrætslivet, hvis præstationen stjæler glæden ved at have fri og lave noget sjovt med andre.

Mirjam Marie Westh mener ikke, at danske superligaklubber spiller en særskilt rolle i at skubbe til den negative udvikling, og hun understreger, at mange børn og unge får noget godt med fra elitesporten. Men hun beskriver de metoder, nogle klubber har brugt, som kyniske:

– Når talent og penge vejer tungere end børns trivsel, er vi nødt til at råbe vagt i gevær.

Divisionsforeningen ser intet nyt

Ole Bjur, chef for talentudvikling hos Divisionsforeningen, som repræsenterer superligaklubberne, fortæller, at foreningen er bevidst om, at der er et problem. Størrelsen kan dog være vanskelig at vurdere, og han vurderer, at klubberne gør nok for at sikre unge spilleres trivsel.

– Det er jo klart, at man altid kan gøre mere, men det er jo noget, man har meget fokus på. Der er de her glidende overgange fra børnefodbolden og videre op i talentsystemet, siger han.

Ole Bjur mener ikke, at man entydigt kan konkludere, at talenterne bliver yngre og yngre.

– Der er ikke som sådan noget synderligt nyt i, at der også er 5-6-årige, der er sindssygt dygtige til at spille fodbold, og de her ting omkring scouting er egentlig ikke noget, jeg har nogen kommentarer til, siger han. – Jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om, at scouting af børn på en 5-6 år i udgangspunktet ikke giver mening.

Ole Bjur påpeger, at spillernes trivsel ikke kun er klubbernes ansvar.

– Hvis en 8-9-årig skal skifte klub, er det ikke den 8-9-årige, der bestemmer, hvilken klub han skal til, og hvorfor. Det vil i 99 ud af 100 tilfælde være forældrene, der vurderer ud fra nogle kriterier om, at han ikke trives eller udvikler sig på en hensigtsmæssig måde.

Misforstået talentarbejde kan føre til mistrivsel

Kristoffer Novrup Henriksen mener ikke, at talentarbejde er berettiget, før børnene er i teenagealderen, da børnene oplever et stort forventningspres.

– Og der har vi jo en 100-årig udviklingspsykologisk tradition for at vide, at det er ikke sådan, mennesker udvikler selvværd og ender med at trives, siger han.

Carl-Christian Tippins ser et helt konkret problem i fodboldens verden, der skal arbejdes på:

– Min trivsel var ringe i klubberne, siger han. – Alle klubberne skal, og jeg mener skal, prioritere barnet og legen før fodboldspilleren. Det er meget vigtigt, at de prioriterer mennesket før spilleren, og det gør vi ikke nu.

Vi har henvendt os til en række danske superligaklubber, men de har ikke ønsket at medvirke.

Foto: taehyun5006 (Pixabay)

Af Rasmus Gissel

En rapport sår tvivl om en del af den begrundelse, Vestre Landsret brugte, da Danish Crown 1. marts blev frifundet for brug af sloganet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”. Ifølge landsretten ved danske forbrugere, at svinekød belaster klimaet. Rettens vurdering er blandt andet baseret på en rapport bestilt af Danish Crown.

”Landsretten har valgt at lægge stor vægt på en fokusgruppe på 32 personer, som har placeret gris tættere på oksekød,” siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening, som anlagde sagen sammen med Klimabevægelsen.

Men rapporten Kvalitetsindeks 2023 – fokus på mindre klimabelastende madvalg fra Aarhus Universitet antyder noget andet: 35 % af de adspurgte undervurderer svinekøds klimapåvirkning. For mere end hver tredje dansker er det således ikke sikkert, at dansk gris faktisk er mere klimavenlig, end de tror.

Sagsøgerne har anket sagen til Højesteret, fordi de med Rune-Christoffer Dragsdahls ord vil have Højesteret til at ”lave en dom, som er præcis i forhold til at sætte hegnspælene” – også i forhold til at bruge en mindre undersøgelse som begrundelse.

”Der er et dokumentationskrav til grønne påstande, og det er da interessant at se, om en fokusgruppe på 32 er stærk nok. Hvis man skal kunne dokumentere sine påstande, så skulle der måske være lidt mere bag,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen behandles i Højesteret.

At overtage den fædrene gård hører måske nok fortiden til. Alligevel er Emil Hubbard i dag medejer af sin kærestes slægtsgård. Her trives han med at udvikle og bevare en fast base langt fra sit gamle nomadeliv.

Af Rasmus Gissel

”I kan vælte den her væg, og den dér, men så er det også slut!” Niels Husted bruger en brødkniv som pegepind, og Emil Hubbard træder et skridt baglæns for at undgå at blive ramt.

Niels er 95, men stadig let til bens i sine træsko uden hælkappe. Han ser ikke skimmelsvampen på det blå tapet og rottehullerne i panelerne, men han har et klart blik for historien og klare meninger om, hvordan slægtsgården bør se ud. Alt det er han ved at videregive til 32-årige Emil, som har overtaget stedet med sin kæreste Mitte Husted. Året er 2020, og Emil er ved at flytte ind i Husted-slægtens historie.

Gård med potentiale

Emil er født og opvokset i København. Da han blev kærester med Mitte i 2015, gik der ikke lang tid, før hun fortalte, at hun gerne ville overtage slægtsgården på Vestsalling. Den ældste af de nuværende bygninger er fra 1892, men Husted-slægten har boet og arbejdet på ejendommen siden 1645.

Efter nogle år i København overtog parret gården efter Niels, Mittes bedstefar. De flyttede ind og blev gift kort efter, og Emil gik i gang med at renovere gården.

”Jeg elsker det arbejde,” siger Emil. ”Jeg er blevet overrasket over, hvor meget det betyder for mig ikke bare at rive alt ned, men at bibeholde og udvikle det, der allerede er her. Det er virkelig noget, der driver mig.”

Dalende antal slægtsgårde

At overtage slægtsgården hører ellers i stigende grad fortiden til. Der er ingen opgørelser over, hvor mange slægtsgårde der findes i Danmark, men Gunhild Olesen Møller fra Dansk Slægtsgårdsforening oplyser, at foreningens medlemstal daler.

”Vi er en meget lille forening efterhånden,” siger hun. ”I dag bliver slægtsgårdene solgt ud af familien – ejernes børn har ikke lyst til at overtage.”

Hendes vurdering bakkes op af tal fra Danmarks Statistik. Fra 1992 til 2022 faldt antallet af årlige familieoverdragelser af landbrug fra 1.463 til 635. I samme periode faldt det samlede antal landbrugsbedrifter fra 74.460 til 30.678, mens antallet af bedrifter på 200 hektar eller derover steg fra 472 til 3.668. Og driften på de færre, men større, gårde er i stigende grad effektiviseret: ”Man skal være professionel virksomhedsejer for at drive en gård i dag,” siger Gunhild Olesen Møller.

For Emil og Mitte er formålet da heller ikke at dyrke jorden, men at skabe rammen om et familieliv med fokus på natur, god plads og at kende sine naboer – og for Emils vedkommende at indgå i en større historie.

En del af noget større

”Jeg har altid været åben over for, hvad livet bringer,” siger Emil. ”Men der er da noget med, hvor min identitet er henne i det her. Vi er flyttet ind i min kones families rammer, og hvorfor gøre alt det for noget, som i virkeligheden ikke så meget er mig? Men jeg har ikke brug for at fylde særlig meget. Det er vigtigere for mig at være en del af noget, der er større end mig: at sikre videreførelsen af den her familie og det her sted. I min familie har vi aldrig haft et samlingssted som dette, og i det hele taget har vi haft en meget flygtig måde at være familie på.”

Emil beskriver stadig sig selv som københavner og kan savne storbyens diversitet og kulturtilbud. Han beskriver dog også sit tidligere storbyliv som et nomadeliv, hvor han flyttede ofte og ikke lærte naboerne at kende. Han har rejst meget og boet i udlandet, og han har efter eget udsagn brug for en fast base – en base, han har fundet på slægtsgården på Vestsalling. ”Jeg føler mig mere hjemme her,” siger Emil. ”Når vi er kommet hjem og har pakket ud, er det første, jeg gør, at gå en tur rundt om gården og kigge på bygningerne. Er alt, som det skal være? Jeg mærker de dufte, der er på ejendommen, og lander: Nu er jeg hjemme.”

For Kim Hedestrand hænger kampen mod klimakrisen sammen med kampen mod det etablerede system. Det er en kamp, der har haft personlige konsekvenser – og han anerkender, at den kan betyde en afsked med demokratiet.

Af Rasmus Gissel

Da Kim Hedestrand demonstrerede for klimaet på dette torv, blev han slæbt væk af en vagt. For ham er kampen mod klimakrisen også en kamp mod systemet. Foto: Rasmus Gissel

Han ser ud over cafeen uden at fæstne sig ved noget. Da Kim Hedestrand igen drejer det glatragede hoved, er de mørke øjne blanke.

“Jeg oplevede for nogle måneder siden, at der var nogen, der havde malet hagekors på min og min kærestes postkasse,” siger han. ”Et par dage senere overmalede de vores hoveddør. Og det gjorde ondt, for hun har ikke noget som helst med det at gøre.”

Udsat for lidt af hvert

49-årige Kim Hedestrand er aktivist i klimabevægelsen Extinction Rebellion og har været udsat for lidt af hvert. Da han til et julearrangement i Viborg tavst stod med et papskilt med teksten ”Jeg ønsker mig en beboelig planet,” blev han hårdhændet slæbt væk af en sikkerhedsvagt. Når han skriver slagord på fortovene, bliver han udsat for spytklatter, tilråb og slag. Det er dog hærværket ved hjemmet, der har sat de dybeste spor.

Det sortternede partisantørklæde og den mørke hættetrøje emmer af tobak, mens han nipper til sin kaffe. Han holder ofte pause, inden han svarer; for eksempel da han bliver spurgt, om han ville kalde sig klimaaktivist.

”Jeg prøver,” siger han til sidst.

”De sparkede døren af hængslerne”

Bekymringen for klimaet har løbet som en understrøm siden Kim Hedestrands ungdom. Den tog til, da der i 00’erne kom stadig flere historier om smeltende gletsjere. Vendepunktet kom, da den svenske skoleelev Greta Thunberg i 2018 begyndte at arrangere skolestrejker for klimaet.

”Jeg oplevede et kæmpeskifte, da der lige pludselig var nogle unger, der satte sig ned og sagde ’stop så’,” siger han. Der kommer liv i hans øjne og et smil i mundvigene. ”De sparkede døren af hængslerne, altså – der er et før og et efter.”

Modstand mod systemet

Ifølge Kim Hedestrand skyldes klimakrisen den måde, det kapitalistiske system udnytter planetens ressourcer på – og det demokratiske systems manglende evne og vilje til at stoppe det. Hans sympati for Greta Thunberg og Extinction Rebellion skyldes blandt andet, at også de mangler tillid til det, han under ét kalder ’systemet’, og protesterer med civil ulydighed. Det er en metode, Kim Hedestrand selv bruger. Og han medgiver, at hvis kampen skal vindes, kan det betyde enden på demokratiet.

”De havde mig ved ’oprør’,” siger han. ”Jeg bryder mig ikke om magt, og det er ikke kønt at se, hvordan vi har indrettet det her kapitalistiske imperium. Vi snakker i Extinction Rebellion om, at der er to ting, der driver os: kærlighed og vrede. Jeg er nok mest vrede. Jeg savner, at Extinction Rebellion var mere klare om, at Folketinget skal overdrage magten til borgerstyre. Jeg kan ikke se, at vi kan slippe ud af det her uden at gå i nødretstilstand.”

Ser gerne demokratiet genindført

Hvis klimakrisen bliver afværget, ser Kim Hedestrand gerne demokratiet genindført. Og han anerkender, at magt er nødvendig, også for et borgerstyre. Men han mener, at kampen mod det nuværende system er en forudsætning for at vinde klimakampen – og begge dele er vanskelige. Så hvordan holder han motivationen oppe?

”Det er svært, for der ER ikke nogen motivation,” slutter han. ”Det ser kulsort ud. Men for mig er det et spørgsmål om at gøre det rette. Jeg er nok lidt mærkelig på den måde, men jeg kan ikke kigge væk”.